Helene Maria Nielsen

  Notater:

Portræt modtaget fra Ruth Jensen.

  Begivenheder i hendes liv:

• Faddere. Helene Haase [hendes mors plejemor], Christine Westergaard i Emmerleff [antagelig hustru til den lærer Westergård, som er forlover ved forældrenes vielse], Marinus Nielsen i Traustedt [hendes farbror]

• -, Ca. 1902. ³ hendes hjem opløses ved moderens død (se hendes beretning nederst)

• Konfirmation, 9 Nov. 1911, Nørre Løgum Kirke, Tønder amt. ⁴

• Erhverv, 1911-1921. tjenestepige i Drejens på Sjællend, på Frederiksberg, i Odder og Juelsminde

• Gift: med Viggo Jensen, 11 Nov. 1921, Juelsminde kirke, Klakring sogn, Vejle amt. ⁵
(1899-1981) født i As sogn, søn af stalkarl Jens Peter Jensen og hustru Ane Marie Karoline Christensen

• Forlovere. fisker i Juelsminde Jens Peter Jensen [brudgommens far] og tømrer i Juelsminde Søren J. Baungaard

• Erhverv, 1921. ⁶ ægtefællen fisker i Juelsminde - har først motorbåd sammen med sin far, senere sammen med sin bror

• -. ² deres børn får mellemnavnet Helstrup - hentet fra Viggos mormor Marie Andersen Helstrup, født i Uth sogn

• Bopæl, 5 Nov. 1929. ⁷ Jernbanegade 8, Juelsminde, Klakring sogn, Bjerre herred, Vejle amt

• Erhverv, 1930-1955. ⁶ ægtefællen leder af Juelsminde Fiske-Eksport

• Folketælling, 5 Nov. 1930. ⁸ Juelsminde, Klakring sogn, Vejle amt
husmor - hendes mand fiskeeksportør - deres børn Lillian, Erik, Bodil, Karen, Ole og Anna Marie

• Erhverv, 1955. ⁶ ægtefællen begynder at fiske lidt igen og sælge fisk fra et hus ved havnen

• Nævnes, 1963. ⁹ i skiftet efter sin far - fru Helene Jensen, Jernbanegade 3, Juelsminde - modtager i arv kr. 480,84

• -, 1987. ² fortæller sin svigerdatter om sit liv da hun ligger på Vejle sygehus og venter på at blive opereret for grå stær. Hun er 91 år, har kun en gang som ung været på sygehus, det var i Odder, hvor hun var indlagt da hun var ca. 18 år (til dagligt talte hun ikke meget om sig selv).
Hun fortalte, at hendes mor var datter af skomager Haase og hustru, der havde et pensionat i Tønder [hun vidste ikke, at dette ægtepar var moderens plejeforældre].
Hendes far var meget temperamentsfuld og slog både kone og børn, især efter at han havde slået hovedet ved et uheld. Hun huskede, at hun måtte beskytte "de små" mod faderen. Da han blev alene kunne han ikke have ansvar for børnene, de kom til "bedste". Gode tider havde hun hos "bedste", men da hun døde måtte Helene ud i sin første plads, hun var da ca. 8 år gammel [Helene Haases død ikke fundet i Tønder kirkebog]. Hun kom ud på en større gård i Emmelev, der skulle hun passe kalvene og grisene. Det var en lang og hård dag for en lille pige. Ud at malke tidligt om morgenen, det var koldt om fødderne når hun skulle ud i marken til køerne (nogle gange når en ko lige havde lavet en "kokasse" varmede hun fødderne ved at hoppe ud af træskoene og stille sig deri). Når det blev middag og de voksne tog en middagshvil, skulle Helene vaske og, og om aftenen, når dagens arbejde var ovre, kom stoppekurven frem og hullerne på sokkerne skulle lukkes. Da skete det, at Helene faldt i søvn med en sok i hånden.
I sommertiden var der et lyspunkt, hver onsdag var der ½ dags skolegang.
Løn var der ikke meget af, kost og logi og et par nye træsko blev det til en gang om året.
Fruen var ikke særlig sød ved Helene. Gårdmanden havde en mælketur til kl. 10, og før den tid stod fruen ikke op. Så skulle der være frisk kaffe på kanden til ægteparret, bagefter måtte Helene lave en kop kaffe på grumsen - aldrig frisk kaffe eller kage.
Tiden i Emmelev fik en ende og Helene fik en ny plads (det var vist moster der var gift med en lærer i Emmelev [må være en datter af Haases] der blandede sig). Helene kom så til Løgumkloster til en gårdejer Matzen. Her var heller ikke megen kærlighed til den lille pige. Fruen havde nærmest rengøringsvanvid. Der var meget at holde rent i stuehuset. Der var kakkelovne, komfur og ovn der skulle renses, petroleums-hængelamper der skulle pudses og passes, gulve der skulle holdes. Helene husker især, at der var et ganggulv belagt med sten, det skulle skures med pimpsten forud for at gårdmandens søster fik holdt sit bryllup der, det var et drøjt arbejde. Folkestuen skulle Helene også holde, samt karlenes vaskerum med træpumpe, toilet og værelser. Der skulle vaskes tøj - med vaskebræt - koges i gruekedel. Denne blev også brugt til ølbrygning, især i høsttiden, hvor der gerne skulle væren en ølbeholder i grøftekanten, så tørsten kunne slukkes når det var varmt, eller det var blevet sent. Snaps skulle der også til, den hentede fodermesteren i Løgumkloster.
Når der var marked i Løgumkloster, ville Helene gerne med, men nej, hun skulle blive hjemme og passe gården. Det var med bankende hjerte, hun var alene med en kalvefødsel, hun fik end ikke tak af gårdejeren, da han kom hjem, men forkarlen, der var en rar mand, gav hende 50 pfennig og lod hende tage til marked.
I høsttiden var Helene med i marken, hun bandt neg og satte dem op, det var ikke altid nemt at følge med, men så holdt forkarlen lidt igen på hestene, så vognen ventede.
Helene blev konfirmeret af præsten i Ndr. Løgum mens hun var hos Matzens. Hun fik en sort konfirmationskjole - en andendagskjole - gårdejeren kørte hende til kirke - derefter fik hun fri i 3 dage, så hun kunne tage til onkel Marius og holde fest. Hun fik en kurv med hvori der var æg, spegepølse og flæsk. Festmiddagen var det så som så med, den bestod af grønkålssuppe (ikke lige Helenes livret), et guds ord fik hun i tilgift, fik dog også kage til kaffen bagefter.
Helene drog så til Sjælland, tjente hos fru Blom i Drejens, et sted mellem Hillerød og Lillerød. Hun var meget hysterisk - rejste væk - kom igen - rejste væk o.s.v., men gården var hendes, så det måtte manden finde sig i. Et gode var, at svigermor boede på gården, hun var meget rar og årsag til, at Helene blev der i 3 år. Hun husker, at det var meget ubehageligt at gøre karlenes værelser rent, de boede sammen 2 og 2. Værelserne var ofte meget ulækre, og der var også utøj.
Nu forsøgte Helene sig i en herskabshjem på Frederiksberg, kom senere til Odder, hvor hun ca. 18 år gammel kom på sygehuset med skarlagensfeber. I Horsens var hun derefter og kom så til Juelsminde, hvor hun traf sin mand.
Genforeningen huskede Helene som noget dejligt. Hun var på den tid kommet væk fra Sønderjyllend, men skulle hjem til Tønder og stemme sig dansk. Der var sat danske flag op, men de blev fjernet om natten, da en stor del af befolkningen var tysksindede. Hotellerne var overfyldte og ødelagt af krigen. Helene havde en stemmenål, men den blev flået af hende af nogle tysksindede. Dansk blev landet da, da valgtet blev gjort op. Det var en dejlig oplevelse

Helene gift med Viggo Jensen den 11 Nov. 1921 i Juelsminde kirke, Klakring sogn, Vejle amt.