Jørgen Carstens Bloch Balslev

  Begivenheder i hans liv:

• Erhverv, 4 Dec. 1786. ³ sognepræst i Tommerup og Brylle

• Folketælling, 1787. 29 år, Ugift, sognepræst - hans mor Cathrine Maria Balsløw fød Juul 67 Enke - hans bror Hans Juul Balsløw 37 år Ugift - 4 tjenestekarle og 5 tjenestepiger. Tommerup by, Tommerup sogn, Odense herred, Odense amt

• Gift: med Karen Trolle, 12 Sep. 1788, Verninge Kirke, Odense amt. ⁴ (1773-1847) datter af sognepræst i Verninge Peder Frandsen Trolle og Inger Larsdatter
"havde et humør, der både smittede og var berømt på hele egnen. Alle de kilder, der er bevaret, fortæller om Karens humør og livsglæde" ... Hende stedfar havde overlod embedet i Tommerup til sin yngre broder, den ugifte hr. Jørgen. Og underet skete, for selv om året var 1788 og ægteskabet var en handel, hvor embeder, penge og prestige betød mere end alder og følelser, og selv om familieskabet nu nærmede sig det uoverskuelige, så friede Jørgen til Karen og fik både ja og hjertet med i købet.
Tommerup Præstegård boblede af lykke. Ung lykke. Kærligheden er til at få øje på, selv om kilderne er næsten to hundrede år, for det er det, alle beret-ningerne handler om. Der blev plantet levende hegn om markerne. Jørgen var en vældig jæger og yderst foretagsom, så det var intet under, at Karen så op til ham. Præstegården blev udvidet og han lod skære Karens og sine egne ini-tialer over døren. IKBB 1792 KTB, står der over døren til den søndre længe. Det betyder frit oversat 'Jørgen Karsten Bloch Balslev lod bygge i 1792 for Karen Trolle Balslev'.
I et kort øjeblik har lykken været fastholdt, helt nøjagtig i fem år, for i 1797 dør hr Jørgen. Karen sidder tilbage med sine tre sønner og en fjerde på vej. Moren havde jo været i en lignende situation, og hende var det gået meget godt.
Så Karen sad enkestand og ventede på en præst, der ville overtage hende, børnene og præstegården. Men der kom ingen. Hvorfor? Var der for mange arvinger? Gik der for store frasagn om Karens livsglæde? Tommerup præste-kald var ellers et godt kald.
Der gik et stykke tid, og så en dag kom han alligevel, kapellanen fra Særslev, Rasmus Rasmussen.
Måske har hun set ham komme ind i gården: mørk, knuget og så underligt ydmyg. Det var der en grund til, for Rasmus Rasmussen havde godt nok gået på universitetet, men havde måttet lide den tort at få karakteren 'non contemnendus', hvilket betød at nok kunne han blive kapellan, men ikke mere.
Karen havde fået sine børn, og alt det med lykke og kærlighed havde vel også fået sit, så det var på tide at tænke fornuftigt. Sådan tænkte moren og sted-faren i Verninge. Det var sådan, at det nemlig var familien, der sad på embedet, dvs. kaldsretten, blot var Rasmus Rasmussens eksamen så dårlig, at han ikke kunne kaldes. Imidlertid forhandlede familien med biskoppen, således at kaldsretten overgik fra familien til kongen imod at Rasmus Rasmussen måtte få embedet alligevel. For hvad skulle der ellers blive af Karen?
Da familien således havde fået det bedste tænkelige kort på hånden, indgik man en ægteskabskontrakt med Rasmus Rasmussen, en kontrakt udfærdiget som enhver anden købskontrakt. Den, der brød ægteskabsløftet, skulle betale 600 rigsdaler.
Da kontrakten og kaldet var i hus, hastede det jo ikke så meget med at få fastsat brylluppet. Rasmus Rasmussen blev præst og flyttede ind i præstegården. Karen fødte sit barn og var træt. Rasmus Rasmussen sagde mindre og mindre, holdt sig mest for sig selv og snakkede slet ikke om bryllup.
Karen bragte det på tale. Flere gange. Hver gang bad Rasmus Rasmussen om tid. Han klagede over hendes husholdning. Hun var for uøkonomisk! Rasmus Rasmussen hørte ikke til dem, der sådan ruttede med Vorherres midler og som hendes første mand byggede til i Øst og vest og satte hegn om mar-kerne. Det var han altfor ydmyg til. En dag sagde han til hende, at han havde fået sjælekvaler Var det nu også rigtigt af ham således at handle sig til et Guds embede ved at sælge sig selv?
Efter den omgang tog Karen til Verninge og der blev holdt familieråd. Man havde fat i den lange ende, mente både Karens Mor og Karens stedfar, nemlig kontrakten med de 600 rigsdaler
For til den udtalelse om hans samvittighedskvaler over for Gud, gaves der kun et svar: At lægge kontrakten på skrivepulten foran ham.
Og så skete katastrofen. Karens livs katastrofe, som hun aldrig skulle komme over: Rasmus Rasmussen betalte. Ved at betale de 600 rigsdaler sad han på Tommerup præsteembede - uden enke og uforsørgede børn.
I Tommerup præstekalds Embeds-Brev-Protokol står der følgende, nedfældet endnu i Karens levetid:
- Den unge enke blev sindssvag, nedsatte sig en tid i Odense, men familien, der så hende udsat for egennyttiges rænker og given til spot, nødte hende til at forlade byen. Derved henfaldt hun i fuldkommen afsindighed, som varede i flere år. Da sønnen nedsatte sig i Verninge, kom hun til ham og nyder nu en nogenlunde rolig og blid alderdom."

Jørgen gift med Karen Trolle den 12 Sep. 1788 i Verninge Kirke, Odense amt.