Anna Helena Andersdatter Hvid

  Begravelsesnotater:

ved Gymnasium

  Begivenheder i hendes liv:

• Nævnes, 1721. ⁴ i skiftet efter sin mor - Anne Helene Andersdatter Hvid 17 år

• -, 1730. ² „Hun var dengang forlovet med sit Sødskendebarn, L. P. Mørch, men blev af sin Fader tvungen til at hæve denne Forlovelse, hvorpaa Hr. Hornemann „uagtet alle Advarsler og Trudsler" giftede sig med hende 1730

• Gift: med Johan Frederiksen Hornemann, 1730. ⁵ Begravet i Kerteminde 19/3 1731

• Erhverv, 1730. ² ægtefællen sognepræst i Kerteminde og Drigstrup sogne, Odense amt.

• -, 1731. ² Dette Ægteskab tog en høist ulykkelig Vending og endte inden eet Aars Forløb med Hr. Hornemanns Mord i Marts 1731. De nærmere Omstændigheder (efter Kjerteminde Thingbøger, Breve i Karen Brahes Bibliothek, m.m.) herved var følgende: Noget før Hr. Hornemanns Død henvendte hans Kone sig til Chirurg Anders Risom i Kjerteminde og lovede ham 100 Rdlr., hvis han ved Gift vilde ombrinde hendes Mand. Efterat hun flere Gange, baade mundtligt og i forseglede Sedler („I maa være meget haardhjertet, siden I ikke vil føie mig i det, vi sidst taltes om") uden Underskrift, havde anmodet ham derom, men altid faaet Afslag, lod han endelig, for ret at faae Oplysning i Sagen, som om han vilde gaae ind derpaa, dersom hun kunde skaffe ham to Mænds Caution for de 100 Rdlr. Kort efter flyede hun ham to Breve, det ene underskrevet af hendes Fader, det andet af hendes Svoger Forpagter Vilhelm Farenhorst paa Kjærsgaard, hvori de indestod for, at han skulde faae de 100 Rdlr., naar han havde udført hvad hun begjerede af ham; tillige leverede hun ham en Diamantring istedetfor 10 Rdlr. til at kjøbe Giften for. Risom betroede sig nu til den residerende Capellan Hr. Morten Boesen, som igjen meddeelte Raadmand Schjødtz Sagen; de bleve enige om, at Hr. Boesen skulde tale med Mad. Hornemann og at Schjødtz skulde reise til Hr. Anders Hvid i Brenderup, for at denne kunde forlange sin Datter hjem til sig i nogen Tid og Ulykken derved forebygges. Følgen af Hr. Boesens og Mad. Hornemanns Samtale blev den, at hun erklærede, at hun vilde afstaae fra sit Forsæt, og bad om at faae Ringen og Brevene tilbage, hvilket Risom imidlertid, for sin egen Sikkerheds Skyld ikke vilde indrømme; dog leverede han senere begge Dele til Schjødtz. Denne havde imidlertid kun havt ringe Udbytte af sin Reise til Brenderup: Hr. Anders svarede blot, at de to Cautionsbreve maatte være skrevne af en Skjelm; for Resten vilde han ikke have med Sagen at bestille, men flyede kun Schjødtz en aaben Seddel til Datteren og bad ham formane hende til at frygte Gud og skye alt Ondt, hvilket hun ogsaa lovede. Boesen, som ofte havde villet tale med Hornemann selv om Sagen, men altid var bleven hindret deri og frygtede hans bekjendte Hastighed, troede nu Alt var blevet godt; da fandtes Hr. Hornemann en Morgen død ved Foden af Trappen, som førte op til hans Studerekammer. Døren til dette stod aaben, og Liget laae paa Ansigtet med Knæene paa det nederste Trappetrin og Fødderne opad Trappen, med en Trækande paa den ene og Lysestage med et Stykke Lys i paa den anden Side; han var i Nattrøie og Skjorte, den ene Tøffel laae ved Siden af ham paa Gulvet, den anden paa et af de øverste Trappetrin, og rundt om paa Gulvet var der Blod \endash Alt forat det skulde see ud, som om han, der længe havde været svag, ved om Natten at ville hente Øl var falden ned af Trappen.
Strax efter Mordet blev der vel af Stiftamtmanden givet befaling til Magistraten i Kjerteminde om at undersøge Sagen; men det synes som om der ved denne Undersøgelse ikke fremkom nogen Sigtelse for Mord, men kun for en attenteret Forgiftning. Da fremtraadte den Myrdedes Broder, Byskriver Daniel Hornemann i Nyborg, med en Stævning imod Enken, og d. 30 Juli begyndte Forhørene ved Kjerteminde Bything. Under disse opkom der ikke blot en stærk Mistanke om den attenterede Forgiftning, men ogsaa om Mord. Det oplystes af Vidnerne, at Mad. Hornemann og Mørch havde corresponderet med hinanden uden Mandens Vidende, at en fremmed Person en Nat havde banket paa Vinduet til det Kammer, hvor hun og Pigen laae, at Hr. Hornemann nogle Uger før sin Død havde fortalt, at en Person i Odense havde sagt, at han havde Madam Hornemanns Hjerte i sin Haand og hans var igjen i hendes Haand, og endelig vidnede Tjenestepigen, at Mad. H. den Aften, Ulykken skete, havde befalet hende at gaae til Sengs Kl. 10, og at strax efter hørte hun et stort Rabalder. Da Enken Intet vilde tilstaae, faldt Bythingsdommen d. 19 Novbr. 1731, at hun skulde frie sig ved sin Eed fra directe eller indirecte at have staaet sin Mand efter Livet; hvis ikke, skulde hun have sit Liv forbrudt.
Denne Dom blev appelleret, og i Begyndelsen af 1732 blev Mørch arresteret i Middelfart, strax efterat han samme Dag havde prædiket, og indsat i Bolt og Jern paa Raadhuset i Odense, hvorhen Mad. Hornemann ogsaa blev ført. Skjøndt der nu fremkom langt stærkere Vidnesbyrd imod dem (f. Ex. at Tjenestepigen, som nu vidnede, at hun havde seet Sengen fuld af Blod), varede det dog endnu længe, inden Nogen af dem vilde bekjende, ligesom Hr. Anders Hvid paa alle Maader, ved Trudsler imod Vidnerne o.s.v., søgte at holde Datteren fri for Mistanke. Endelig tilstod hun dog, at Mørch havde gjort det, men paastod tillige, at hun selv var aldeles fri; men da Mørch fik dette at vide, bekjendte han, at vel havde han ene myrdet Hornemann, men at hun bestandig havde holdt an med ham, at han skulle skille hende af med Manden, hun havde hjulpet ham med at kaste ham ned af Trappen og lagt rene Lagen i Sengen istedetfor de blodige; og da hun vedblev at negte det, bad han hende sige Sandheden, at de kunde faae Naade hos Gud og sees i Himlen. Senere tilstod hun sin Deelagtighed i Gjerningen, og efterat Mørch om Sommeren var brudt ud af Arresten, men bragt tilbage igjen, bleve de begge henrettede paa Odense Hed d. 4 Secbr. 1732" ].

• Barn begraves, 20 Dec. 1731. ⁶ sønnen Johan Friderich, døbt 7/9 s.å.; hans moster Anna Johanne, Wilhelm Favrhorsts kæreste [hustru] er gudmor