Anna Sophie Reventlow

  Notater:

Ved et maskebal på Koldinghus i 1711 fattede Frederik 4. interesse for den unge, smukke komtesse Reventlow og ønskede hende som maitresse. Det var forgjæves, at hendes karakterstærke og fortræffelige Moder søgte at holde hende fjærnet fra Kongen. Uagtet dennes Dronning, Louise af Meklenborg, endnu levede, vandt han let den livsglade og forfængelige Pige, og han bortførte hende 26. Juni 1712 fra Moderens Gaard Clausholm i Jylland. De Samvittighedsskrupler, hun havde ved at blive hans Elskerinde, og som han maaske ogsaa selv havde ved at tage sig en Mætresse, døvede han ved at lade sig vie til hende ved venstre Haand, uagtet Dronning Louise endnu levede.

Hun blev tildelt apanage og fik i Kbh. overdraget Kongens Gård bag ved Børsen. Ved et patent blev Vallø med tilliggende i 1713 oprettet som grevskab til hende, der ved godskøb selv forøgede Vallø s tilliggende.
Hun blev Midtpunktet for det selskabelige Liv, der var Kongens bedste Adspredelse.Han smykkede hende med Titel af Fyrstinde af Slesvig; foruden hvad hun modtog af forskjellige Gaver, havde hun en aarlig Apanage af den kongelige Partikulærkasse, der i det mindste et Par Aar senere steg til 28000 Rdl. aarlig, og han skjænkede hende dels det sjællandske 1765 Tdr. Hartkorn store Gods Vallø , dels i Holsten Godser, hvoraf der efter en Opgjørelse af Indtægten i Aaret 1730 blev svaret omtr. 13000 Rdl. aarlig. Men hendes Forhold til Kongen fik et nyt Præg, da Dronning Louise døde 15. Marts 1721. I Følge en Familietradition i hendes Søster Grevinde Holsteins Slægt havde Kongen kun vundet hende ved at give hende sit kongelige Ord paa, at han baade vilde ægte hende og hæve hende paa Tronen ved Siden af sig, naar Dronningen døde. Hvor usikker end en saadan Overlevering er, saa er der ingen Tvivl om, at hun selv attraaede dette Maal.

Hun kunde i saa Henseende bygge paa Kongens stærke og vedholdende Lidenskab for hende, en Følelse, hun selv synes at have gjengjældt oprigtig. Adskillige Breve fra Kongen til hende og Smaaoptegnelser af hende af forskjellig Art vidne om Styrken af deres gjensidige Følelser. Man fristes næsten til at tro, at Kongen har længtes efter den Dag, da han kunde give sit Forhold til A. S. et mere legitimt Præg. I det mindste skyndte han sig paa den mest iøjnefaldende - for ikke at sige upassende - Maade dermed. 2. April 1721 blev Dronning Louises Lig ført fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvor det bisattes d. 3. Den følgende Dag holdt Universitetet Sørgefest i den Anledning, og samme Dags Eftermiddag blev A. S. viet til Kongen ved den højre Haand af den samme Clausen, der 9 Aar tidligere havde sat Kirkens Stempel paa deres Forhold. En saadan Omvielse kunde ikke have anden Mening, end at hun skulde sættes i Stand til at bære Kronen, og Folks Forventning, at dette skulde ske, gik hurtig i Opfyldelse. 31. Maj i Overværelse af Kronprinsen og Kronprinsessen, Kongens Søskende og en pragtfuld Forsamling af høje Embedsmænd, Officerer og udenlandske Diplomater satte Frederik IV paa Frederiksberg Slot selv Kronen paa A. S.s Hoved med de Ord:
Den høje Stjærne, hun havde hos Kongen, har givet Anledning til alskens Fortællinger om, at hun som Dronning udøvede stor Indflydelse over ham. Selv i sin egen Slægt gjaldt hun senere som den, der ved Siden af at have haft megen Aand tillige havde været . Slige Fortællinger vare næppe ugrundede. Som hendes Ophøjelse paa Tronen stod i Forbindelse med, at Kongen fra nu af nærmest støttede sig til Personer, der stode hende nær, først og fremmest til Storkansleren U. A. Holstein, saaledes er der Træk nok fra Datiden af Folks Henvendelser til hende som den, de mente kunde lægge et vægtigt Ord ind for dem hos Kongen, og af Taksigelser til hende for den Hjdelse næppe heldig; flere af de Mænd, hun virkede til at drage frem, have ikke efterladt sig et godt Navn fra Karakterens Side, og der synes at have været noget intrigant ved hende.

Hvor ivrig Frederik IV var for at værne om hendes Ry, vidner blandt andet den saakaldte hemmelige Kommission om, der blev nedsat i Jan. 1725. Skjønt denne nærmest gav sig af med Undersøgelser om forskjellige Misligheder ved Embedsmænds Færd, blev deri indblandet Eftergranskninger om Pengeprellerier, der skulde have fundet Sted i Dronningens Navn. Hun fulgte med ikke mindre Iver end Kongen denne uhyggelige Kommissions Undersøgelser. Det var Frederik IV's stærke Følelser for hende, hvoraf hendes timelige Lykke og Indflydelse afhang, det fik hun at føle, da han døde. Intet var naturligere, end at de svære Krænkelser, som hendes Forhold til Kongen havde voldt Dronning Louise, medens hun levede, havde naget Kronprins Christian stærkt, og højst forstaaeligt var det, at det krænkede ham dybt, naar han efter Moderens Død skulde vise Stifmoderen Hyldest som Dronning og vel endog maatte søge at staa paa en god Fod med hende. Den Bitterhed, han følte ved sligt, blev end yderligere ægget af hans alt andet end godmodige Gemalinde Sophie Magdalene. Den Kjendsgjerning, at A. S. kun var en fornem Adelsmands Datter, ikke en Fyrstinde, gjorde aabenbart Forargelsen endnu større i deres Øjne, hvor komisk det end nu kan forekomme os, at hendes Fødsel gjaldt for saa meget ringere end en Prinsesses fra hvilket som helst tysk Duodezfyrstendømme.

Lignende Følelser som Kronprinsen og Kronprinsessen havde Kongens Søskende Prins Carl og hans lidenskabelige Søster Sophie Hedevig. Frederik IV maatte sige sig selv, at ved hans Død ventede en Storm hans eget eller , som han kaldte A. S. Han gjorde derfor alt, hvad der stod i hans Magt for at sikre hendes Stilling, naar han ikke mere var i Live. Ved en Række testamentariske Bestemmelser, hvori han stævnede dem, der handlede derimod, til , fastslog han blandt andet en Ordning, der kunde lade A. S. leve paa samme Vis som tidligere Enkedronninger. Kronprinsen maatte give ham et skriftligt Tilsagn (23. Febr. 1725).
Efter ASs indtog i Kbh. som dronning forlod kongens to søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, hoffet og indrettede sig på Vemmetofte, hvor især prinsessen sammen med ASs ærkefjende overkammerherre Carl Adolf von Plessen skabte et centrum for modstanden mod hende. Af større betydning var imidlertid den omfattende personudskiftning i hoffets og administrationens ledende stillinger, der nu foregik til fordel for især medlemmer af slægterne Reventlow og Holstein. AS er blevet tillagt en stor del af ansvaret for disse dispositioner. De kan dog snarere ses som et udslag af kongens egen iver for at værne om hende i erkendelse af hendes usikre position. Hensynet til hende blev herved i væsentlig grad bestemmende for hans valg af ministre og ris man ville opnå noget hos kongen, er der ingen klare vidnesbyrd om, at hun havde nogen egentlig politisk magt. I samtiden blev hun kaldt de ringe Stænders Velgørerinde. Hun donerede bl.a. penge til legater for enker og fattige. Men hvordan hun blev betragtet af den almindelige jævne befolkning, ved man ikke meget om.
Umiddelbart før sin Død i Odense (12. Okt. 1730) søgte Frederik IV at stemme den af Kronprins Christian meget yndede Carl Adolf Plessen forsonlig ved at hænge den Elefantorden, han selv havde baaret, om hans Hals, og han besvor ham at arbejde for, at Kronprinsen opfyldte, hvad han havde lovet med Hensyn til Dronning A. S. Et Øjenvidne har fortalt, at Plessen gav ham et edeligt Tilsagn derom.Men det gik med Frederik IV's Testamente, som det i Frankrig var gaaet med Ludvig XIII's og Ludvig XIV7s. Med Døden var Agtelsen for den enevældige Konges Vilje forbi. Vistnok kan man ikke sige, at A. S. blev haardt plaget. Hun fik Godset Clausholm i Jylland, hvilket Frederik IV i sin Tid havde af kjøbt hendes Moder, som en Slags Livgeding, desuden en Sum af 100000 Rdl. én Gang for alle og en aarlig Apanage paa 25000 Rdl. Ogsaa bevarede hun Dronningetitelen uden dog at maatte kalde sig Dronning til Danmark og Norge. Men Livet paa Clausholm var i Virkeligheden en Forvisning, Modsætningen imellem de Kaar, hun havde, og dem, der vare lovede hende, var overordentlig stor, og hun maatte leve paa en jysk Gaard, stemplet med den kongelige Unaades Mærke som den, der havde forført Frederik IV til det formastelige Skridt at gjøre hende til Dronning, som den, der havde misbrugt sin Stilling og endog udsuget Landet. Det var Sigtelser, som, hvad der end i sædelig Henseende kunde bebrejdes hende, vare umaadelig overdrevne. Men Christian VI holdt fast ved at se hende paa denne Maade.
AS og Frederik 4. fik seks, muligvis otte børn, der alle døde som spæde. Det kgl. ægtepar opfattede det som Guds straf for deres syndige levned før 1721, at de mistede deres børn. Da kongen i oktober 1730 lå for døden, tog han von Plessen i ed på, at AS ville blive behandlet anstændigt og overrakte ham sin egen elefantorden som tak. Men i øvrigt lå hendes fremtid helt og holdent i tronfølgeren Christian 6.s hænder. I et testamente fra 1722, underskrevet frivilligt og uden Tvang i 1725 af Christian, der da var kronprins, havde Frederik 4. forsøgt at sikre AS efter sin død. Et testamente, der skulle vise sig ikke at blive meget værd. To uger efter kongens død skrev AS til Christian 6. og frasagde sig de rettigheder, hun havde ifølge testamentet, og derudover al ret til sine ejendomme og midler. Ti dage senere modtog hun som svar et kgl. reskript, der indeholdt bestemmelser for hendes videre skæbne. Christian 6., der foragtede AS, for dog ikke nær så hårdt frem mod hende som ventet. Men faderens testamente negligerede han. AS fik lov til at beholde titel af dronning, dog uden at føje Danmark eller Norge dertil. Og enkedronning måtte hun ikke kalde sig. Testamentet bestemte, at hun skulle have Nykøbing Slot på Falster som enkesæde, i stedet fik hun overladt Clausholm , som Frederik 4. havde afkøbt hendes moder i 1718. Hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse, hvad der tangerer en forvisning i unåde. Hun fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en årlig apanage på 25.000 rigsdaler. Desuden kunne hun nyde alle indkomster af Clausholm. Det lykkedes hofpræst ?J.B. Bluhme at formilde Christian 6. over for AS, inden hun døde 1743 på Clausholm , hvor hun havde levet et strengt religiøst liv. Ved hendes død dekreterede kongen hofsorg, og han opfyldte hendes ønske om at komme til at ligge under samme tag som Frederik 4. i Roskilde Domkirke. Hun blev dog ikke placeret ved siden af sin ægtemand, men i slægten Trolles kapel, som Christian 6. havde erhvervet

  Begivenheder i hendes liv:

• Gift: med Frederik IV, 26 Jun. 1712. ² viet til venstre hånd på Skanderborg slot

• Gift: med Frederik IV, 4 Apr. 1721. ² (1671 (1699-1730)) viet til højre hånd

• -, 1721-1730. ² dronning af Danmark, kronet 31/5 1721 på Frederiksberg Slot